Undervisning af naturvejledere

Ved Doreen Møller Holmquist

Naturvejleder ved Kongskilde Friluftsgård

Så fik jeg for tredje gang lejlighed til at undervise naturvejleder i shamanisme, endda på årskonferencen denne gang, og jeg er meget lykkelig over at have fået chancen endnu en gang.

Shamanisme, hvad skal det nu til for, er der måske nogle, der vil mene, men det er vel et forståelsesspørgsmål, som jeg efterfølgende vil redegøre for.

Hvad foregik der den aften ”Naturvejledningen gik i sort”?

Jo, nede ved søen havde jeg en gruppe på ca.25 personer siddende rundt om et bål, for at vi kunne holde varmen.

Her fortalte jeg først om min egen baggrund for at integrerer shamanismen i mit liv. Kort fortalt lå det mig helt naturligt som barn at kommunikerer med de vilde dyr i naturen, hvilket jeg nok har arvet fra min mormor.

I min ungdom beskæftigede jeg mig ikke med denne kommunikation, før igen som ca. 20 årig hvor jeg kritisk prøvede at finde en religion, som jeg kunne tilhøre. Jeg fandt ud af, at det slet ikke var religionen, jeg søgte, men at det jeg havde brug for var derimod, at jeg selv kunne opnå kontakt til åndeverden, eller den anden virkelighed.

Efter at have læst en bog om shamanisme ”Shamanens vej” af Michael Harner, gik jeg til et foredrag om emnet og videre på en del kurser. Jeg følte sådan set, at jeg var vendt hjem til min barndoms ”tro”, men nu med en voksens erfaringer med i rygsækken.

Jeg fandt ud af, at de egentlige lærermestre var, og er mine åndelige vejledere, og dem har jeg så været i lære hos lige siden, nu på mit 13 år.

Disse ånder kan bl.a. vise sig i skikkelser af dyr (kraftdyr) og mennesker, eller i form af naturfænomener så som træer og vand. Der er ingen begrænsninger, og ingen åndeskikkelse er bedre eller mere rigtige end den anden.

Jeg bruger begrebet ånder og åndeverden, det er fordi jeg godt kan lide at kalde en spade for en spade, vel vidende at nogle ikke kan forlige sig med disse ord. De af jer som ikke kan, put venligst andre ord i stedet, fx energier, den anden virkelighed osv.

Hvad er shamanisme?

Kort fortalt er det nogle teknikker, du kan lære, til at kommunikere med åndeverden.

Det er en gammel mundtlig overleveret visdom.
Troen på at alt er besjælet, hvilket kaldes animisme.
Naturen er derfor besjælet og beboet af naturvæsener. I tidligere tiders Danmark havde man ofte et helt selvfølgeligt forhold til disse naturvæsener. Dem vi kender mest til er nisser, trolde og elverfolk.
Shamanisme har eksisteret så langt tilbage, at man har fundet hulemalerier, der viser, at de mennesker der tegnede malerierne, praktiserede shamanisme.

Hvad er et kraftdyr?

De er kraft i dyreform.
Kraftdyr har bestemte evner og kræfter, der hjælper os, og vogter over os.
Den skikkelse de viser sig i, er den bedst passende for, at vi selv kan forstå dem og kommunikerer med dem.
Man bevæger sig ikke videre i åndeverden uden sit kraftdyr, som beskytter og guide os. Så det at hente et kraftdyr er det første, man laver i shamanisme.
Jeg opfatter selv kraftdyret som min skytsengel, eller i hverdagen som min intuition, som jeg lytter meget efter. (jeg har også oplevet dybt kristne, der har udtalt det sådan og de praktiserede shamanisme)

Hvad er en shaman?

Det er en person, der kan ”ånderejse ” til andre virkeligheder, og hente hjælp og visdom tilbage til sig selv og sine medskabninger.

Den form for shamanisme jeg underviser i, er ikke en bestem kulturs shamanisme. Den hedder "core" shamanisme eller kerneshamanisme, da den tager udgangspunkt i de ting og teknikker, der er fælles for de fleste kulturer.

Aftenens forløb:

Til at begynde med gav jeg en introduktion til shamanisme, og til den opgave folk skulle afprøve ”find dit kraftdyr”.

En spurgte; ”Hvordan skal jeg kunne ”rejse” for at finde mit kraftdyr, når jeg ikke tror på det, og jeg ikke ved, om jeg kan sådan noget”?

Svaret til dette spørgsmål er; ”Den ændrede tilstand man kommer i kan være noget nyt, og nok til at man oplever noget, også selv om man faktisk ikke tror på det”

Derefter kaldte/sang jeg retningerne ind. Det vil sige, at jeg tilkaldte øst, syd, vest, nord, moderjord, faderhimmel, søster måne, broder sol og alle de andre kræfter, der kunne tænkes, der ville hjælpe. (mine åndehjælpere, dem der var til stedes åndehjælpere og ildens kraft)

Dette gør jeg altid inden en shamanistisk ceremoni.

Under processen begynder jeg allerede at ændre bevidsthedstilstand, hvilket hjælper mig til at få en bedre oplevelse. Folk der er til stede, bliver på dette tidspunkt tit også sat i en ændret bevidsthedstilstand, fordi man skaber et ”hellige rum” under indkaldelsen.

Mange gange i løbet af en almindelig dag ændre vi alle bevidsthedstilstand, så det er der som sådan egentlig ikke noget ”ukult” i.

Derefter ”rejste” alle enten liggende eller siddende efter deres kraftdyr, mens jeg trommede monotont på min shamantromme i ca.15 min. Man bruger trommen (den sidste foredragsholder var inde på noget med betabølger) til at bringe sit sind til den ændrede bevidsthedstilstand, hvor det kan forlader kroppen og ”rejse” til åndeverden.

For mange giver trommen også ro på den måde, at den lukker anden støj ude. Trommen kaldes også ”Shamanens hest”.

Der var flere, der bagefter udtrykte, at de havde oplevet noget, og nogle havde fundet deres kraftdyr. Andre igen udtrykte, at de forsøgte, men oplevede ikke noget.

Resten af aftenen:

Jeg var meget tilfreds med forløbet, og under resten af konferencen fik jeg flere og flere oplysninger og fortællinger fra folk. I skal have mange tak for dem alle sammen.

Eftertanker:

Det var ikke en nem opgave, jeg havde fået, set ud fra tidspunktet på døgnet, nogle var begyndt på alkoholiske drikke, og det var altså koldt til sidst dernede ved søen.

Mange var vel også allerede godt fyldt op mentalt, og trætte efter turen i ”bjergdalen”.

En enkelt eller to på mit hold udtrykte, at det ikke var dem, og det er fint med mig. Man ved jo ikke meget om, hvad man går ind til med de korte forklaringer på opslagene, der hang, hvor man skrev sig på, og for nogle mennesker er det bare ikke dem, men vi kan ikke løbe fra, at det er en del af vores allesammens historie.

Det er kulturhistorie, en fortælling fra vores forfædre og formødre.

I gamle primitive samfund fandtes der som regel kun en shaman og måske en lærling. Her var det heller ikke alle, der bare lavede de her ting. Vi har nok alle evnen, og kan lære at bruge den, men har man først tænkt sig at praktisere shamanisme resten af livet, lever man med en ret høj moral og etik.

Fx forurener man ikke bækken, hvis bækken er en bedste ”åndeven”.

Andre etiske og moralske regelsæt kan blandt andet være:

At man har en stor tavsheds pligt med, hvad man bliver betroet.
Man skal have nerver af stål, hvis man vil fjerne sygdomsånder.
Man skal harmonisk kunne begå sig i den civilisation, man også lever i.
Man skal være indstillet på, at det er en livslang selvudviklingsproces, man går ind i.
Man skal til at se verden på en helt anden måde, og finder ud af, hvor lidt vi ved om, hvad der er virkeligheden.
Man skal i perioder ud og tale med ”moder jord” og ofre sig i ensomhed.

Det I har prøvet, er kun en smagsprøve.

Endnu engang tak for en god oplevelse og en dejlig aften!