Er religion og spiritualitet det samme?

Ordet religion er et udtryk, der bliver brugt til at beskrive alle former for, hvad der i den vestlige verden beskrives som gudsdyrkelse; Uanset hvilken gudstro eller spiritualitet en person bekender sig til. Dvs. at begrebet religion for fx den amerikanske indianer, den gamle grønlandske befolkning, hinduisme og buddhisme eller den australske aboriginal, er et tilført ord, som beskriver den vestlige tankeform for gudsdyrkelse. Ordet religion dækker med andre ord ikke alle menneskers måde at beskrive en tro, en spiritualitet eller en gudstro på.

Jeg har derfor valgt i denne artikel at kalde de nedskrevne trosformer, der udspringer fra Jahve troen – religioner -, og de, i de fleste tilfælde, ikke nedskrevne og verbalt overførte trosretninger for en
– livsfilosofi -, da disse livsstilsbekendelser mere er baseret på et holistisk synspunkt, der tager højde for den enkeltes personlige oplevelse af sig egen spiritualitet, end den gør i en organiseret trosform.

For at ridse den organiserede, nedskrevne religion skarpt op mod den verbalt overførte livsfilosofi, vil jeg begynde med at tage udgangspunkt i de nedskrevne religioner, der er produkter af den tid og de steder, de blev nedskrevet på. Dette betyder, at de nedskrevne religioner er forbundet til de lande hvor religionerne opstod samt de landes evt. kriser, der eksisterede på de tidspunkter af troens opståen.

Hvor i mod den verbalt overførte filosofi på det nærmeste både er grænse- og tidløs, da de verbale overleveringer og fysiske spor vi finder i naturen bl.a. i form af sten formationer, næsten fører tilbage til menneskets første vandringer på jorden. Denne livsfilosofi fulgte vandrerne, og udviklede sig alt efter de steders muligheder, hvor de slog sig ned, med de basale grundelementer forblev de samme over hele jorden. Dette gør, at livsfilosofien ikke var forbundet med steder og lande, og at den i dag stadig overskrider de fastsatte landegrænser, dvs. at den ikke er forbundet med nogen speciel kultur eller kontinent. Livsfilosofien er faktisk universel, da den har eksisteret og stadig eksistere over hele jorden.

Den livsfilosofi jeg her meget kort har beskrevet, kaldes shamanisme, og personen der i udøver denne form for spiritualitet, kaldes en shaman . Ordet stammer fra Evenki folket i Sibirien og  betyder ”den som ved”. Menneskene havde/har ikke nogen oplevelse af at være separate eller noget særligt fordi de var/er mennesker, tvært i mod så var/er de en del af helet. Samtidig mente/mener de også, at alt er besjælet med liv, og derfor

Ud over at de nedskrevne religionsformer er produkter af tiden og stedet, så er de også forbundet med bestemte grupper af mennesker, kirker, skikke og organisationer. Disse nedskrevne skrifter, bibler og koranen har mange dogmer, regler og overleveringer tilfældes, der alle er beregnet til at give en person nogle leveregler, men disse formler kan også samtidig virke negative på den enkelte persons livsudvikling. Man kunne næsten sige, at disse doktriner er beregnet på, at styrer den troende person, da man skal følge de leveregler, der bliver forkyndt, og de love der stå i skrifterne, ellers bliver personen straffet, udskudt af det samfund han eller hun lever i, eller kommer i helvedet.

Denne styring kan man se her i Danmark i ældre tider, hvor præstestanden for det meste var de eneste, der kunne læse biblen, da den var nedskrevet på latin, og det var derfor let for gejstligheden at fortolke biblen og forkynde Guds ord sådan som det passede den lokale præst eller den forhåndenværende biskop eller regering.

Det samme kan ses inden for den islamiske tro, hvor mullahen er den lærde, ham der kan læse koranen, og derfor er den person, der kan fortolke ordene, som han ser dem.

En anden ting er, at de nedskrevne religioner har været patriarkalske og kvinden blev derfor ikke inddraget som en ligeværdig troende, men hun blev betragtet som et laverestående væsen. Dette kvindesyn er blevet stærkt ændret inden for kristendommen, men eksistere stadig fks. i Islam.

Der blev altså ikke givet plads i til selvtænkning og refleksion. I dag hvor de fleste mennesker i den vestlige verden kan læse, er det en anden situation, da de enkelte personer kan reflektere over det skrevne ord, men så er det spørgsmålet om, om de anstiller betragtninger, eller om de tager ordet som det står, og sådan som præsterne forkynder.

Vi, i den vestlige verden, er så heldige, at vi har vores ytringsfrihed, og med ytringsfriheden har vi retten til at stille spørgsmål, kommentere det vi hører og sige det vi mener, give udtryk for de vi mener ikke er rigtigt, eller ikke kan forstå. Vi har retten til at have en anden mening end de såkaldte lærde eller de selvbestaltede bedrevidende.

Hvis en person ikke reflektere over de nedskrevne ord og dogmerne, så bliver sandheden de lærdes, præsternes eller mullahernes, og deres sandhed bliver den eneste sandhed og den endegyldige sandhed. En anden ting er, sådan som jeg ser det, så har en person, der ikke reflektere og overvejer disse endegyldige sandheder, overgivet sit liv til andre personers varetægt, og er derfor uden egen vilje og uden håb, og en sådan person der underlægger sig andre, er nem at styre gennem frygt for hvad personen tror, er de nedskrevne sandheder.

De, forkynderne, kender ”min” frelse, og hvis ”jeg” ikke helt har forstået budskabet, så skal de nok, gennem frygt for at ”jeg” mister livet, eller bliver udstødt af det religiøse samfund få ”mig” overbevist om det sande budskab. Der skabes utryghed, selvom præsterne forsøger at danne et billede af fred og fordragelighed inden for egne trosretninger, men der skabes også splid mellem de forskellige bekendelser, da den endegyldige sandhed kun eksistere inden for hver gudsdyrkelse og går ikke over grænserne af de forskellige religioner.

Selvom Paven for et par år siden gav en offentlig undskyldning for de overgreb, der var gjort i de forgangene år på urbefolkninger over det meste af jorden, der skulle omvendes til kristendommen, den ægte tro, så forgår missioneringen stadig. Det gælder for den katolske -, den lutheranske - såvel som den islamiske tro, der alle hævder, at de har den eneste sandhed, og at de er den eneste tro der skaber vejen til frelse.

Med biblen eller koranen i hånden kan de der forkynder budskabet hverve nye medlemmer, metoderne tager men ikke så tungt, og bekostningerne er for det meste underordnede. Ja, næsten alt er faktisk stadig tilladt, når nye meningsfæller skal fæstes, og Guds ord skal forkyndes.

Den gamle spiritualitet eller livsfilosofi er som sagt tidligere, ikke specielt bundet til en tid eller et sted, ej heler er den forbundet til en speciel kultur, men er mere tidløs og universel, da den tager udgangspunkt i det enkelte menneskes tanker om hvad spiritualitet er for dem, og hvordan den skal være en del af vedkommendes dagligdag.

Der er plads til selvudvikling, refleksion og personlige leveregler. Nogle mennesker, som jeg, inddrager sin spiritualitet ind i hverdagen sådan, at den bliver en del af livsfilosofien, hvor der tages hensyn til universet kræfter og moder jords resurser. Andre skaber deres egen form for spiritualitet, hvor de evt. inddrager både buddhismen og kristendommen, og tager det, de synes er det bedste af hver trosretning, og lever derefter.

På denne måde skaber vi hver især vores egen oplevelse af vores spiritualitet, og vores egen forståelse for, hvad sandheden er. Der er ingen styring udefra, men vi skaber vores egne regler, der er skabt på baggrund af de gamle overleveringer og de dybe etiske synspunkter, der er forbundet til den tro vores forfædre bragte med sig før den kristne tro bragte splittelse.

Det er ikke sådan, at den gamle tro er/var romantisk dejlig, men den er forbundet med menneskets forbundenhed til dets egen natur, til sine omgivelser, til jorden og universet. Tingene hænger sammen og mennesket kan ikke overleve uden jorden og universet. Der i mod kan jorden og universet godt leve uden mennesket. Måske kan disse elementer leve bedre uden menneskets destruktion.

Denne forbundenhed til naturen, hvor mennesket ikke så sig selv som adskilt kan også ses i, at den kloge kone var accepteret på lige fod med den kloge mand. Faktisk var det sådan, at kvinden og det kvindelig i naturen blev værdsat højt, da man i det kvindelige, ser det der giver liv.

Spiritualiteten giver altså plads til den individuelle og omfavner kvinden som en troende på lige fod med manden. Spiritualiteten giver plads til forståelsen for andre trosretninger, og den giver plads til dialogen om disse trosretninger. Spiritualiteten giver plads til at vi hver især ikke ejer den endegyldige sandhed, men rummer sandheden for os selv, sådan at vi bliver bevidste om vores egen visdom, og samtidig bliver bevidste om vores egen vej til livets kraft.

Hvad er det for kriser, der får os mennesker til at søge efter en eller anden form for spiritualitet?

Mange mennesker søger i dag tilbage til de nedskrevne religioner, og de søger udad mod andre trosretninger. De eksperimentere og finder lidt her og der, der kan tilfredsstille deres individuelle behov. De leder efter en mening med livet og et tilhørssted, nu hvor det gamle familiemønsteret er brudt. De leder efter at være lykkelige, at finde frelse, at finde ro og mening i det kaos vi er omgivet af.

Vi mennesker bliver gennem reklamerne og budskaberne fra omgivelserne påduttet, at hvis vi bor sådan eller sådan, så bliver vi lykkelige, eller hvis vi ejer dette eller dette, så er vores lykke komplet, bortset fra, så mangler vi også lige dette eller hint, så bliver vi virkelig lykkelige.

Som svar på mit eget spørgsmål ”Er religion og Spiritualitet den samme?” så er svaret nej. Religion, for mig, er en form for spiritualitet, der på forhånd dømmer mig som menneske og adskiller mig fra min natur og min samhørighed med andre mennesker på det spirituelle plan, da de forskellige religioner fordømmer hinanden og skaber splittelse.

Det er en trosform der for mange kun dyrkes om søndagen i kirketiden eller ved andre højtideligheder.

Religionen efterlader ikke plads til, at vi er mennesker med individuelle tanker og behov. Religionen er af den mening, at hvis vi tror stærkt nok, og opfører os godt nok, så kommer vi i paradiset, men er der nogen af os, der er i stand til at leve op til disse krav? Jeg tror det ikke.

Gennem den indre og ægte spiritualitet forbinder vi os med altets essens, og gennem denne forbindelse og samhørighed skaber vi vores egen lykke. Vi skal huske på, at lykken kommer fra vores egen bevidsthed, ikke fra noget udefrakommende, men fra at acceptere vores individuelle indre behov og vores egen natur, hvor vi spirituelt er forbundet med hinanden og med alt i universet, hvor alt er den rene bevidsthed.

På denne måde skaber vi accept af hinandens forskelligheder, og på denne måde bliver vi bevidst om vores omgivelser og kan tage vare på hinanden og vores univers.

Spiritualitet er en tilstand, der er inden i en, uden om en, i hver en molekyle der eksistere i verden og spiritualiteten er der  altid.